Vælgerne bliver rasende, når de får øje på »ham dér«. Tre år som »lam and« truer Macron

Midt under kampagnen op til europaparlamentsvalget forsvandt Emmanuel Macrons portræt pludselig fra de foldere, der er blevet delt ud ved hans parti Renaissances arrangementer. »Når folk får øje på »ham dér«, nægter alt for mange at tage imod dem,« erkendte et menigt medlem af regeringspartiet over for Le Monde. Men heller ikke den ydmygende udskiftning med premierminister Gabriel Attal på folderne har vendt tendensen. Den franske præsident står over for et nederlag, som kan få katastrofale konsekvenser. En meningsmåling offentliggjort fredag spår, at Marine Le Pens højrenationale Rassemblement National vil sætte sig tungt på hele 33 procent af stemmerne. Det er flere end dobbelt så mange, som Renaissance med allierede kan mønstre: 14,5 procent. Partierne bag Macron risikerer ovenikøbet at blive overhalet af et genopstået socialistparti, som står til 13 procent. Holder målingen blot tilnærmelsesvis vand, bliver resultatet umuligt at bortforklare for præsidenten og hans folk. Det vil sætte en fed streg under Le Pens favoritværdighed ved præsidentvalget i 2027 og med stor sandsynlighed åbne en – for Macron – livsfarlig Pandoras æske. En lam og forpjusket berberiand Tidligere premierminister Édouard Philippe har allerede varslet, at han i givet fald forlader regeringskoalitionen for at indlede sin kampagne frem mod 2027. Og han bliver næppe den eneste – efter to perioder kan Macron som bekendt ikke genopstille. Men opbrud i egne rækker er kun én af de trusler, præsidenten med hele tre år tilbage i Élysée-palæet står over for. Regeringspartiernes i forvejen skrøbelige stilling i Nationalforsamlingen kan blive helt umulig. Rygter om et valg i utide svirrer, og hvis Macron nægter at udskrive det, kan et mistillidsvotum tvinge ham. Men selv hvis det lykkes at ride stormen af, bliver det mere end svært for præsidenten i resten af embedsperioden at gennemføre sine planlagte reformer. Han risikerer at ende som det, amerikanerne kalder en lame duck. En lam og forpjusket berberiand, der – baskende omkring i Élysée-palæets gyldne bur – må nøjes med den udenrigspolitik, en fransk præsident har så godt som monopol på at føre. Fejlcasting af spidskandidat Samtidig har Macron kun sig selv at takke, hvis katastrofen indtræffer. Præsidenten har været her, der og alle vegne i valgkampens slutfase. De seneste dages højtideligheder i forbindelse med 80-året for D-dag er blevet udnyttet hæmningsløst. Eksempelvis inviterede Macron torsdag aften sig selv til et tv-interview, der langtfra kun handlede om de allieredes landgang, men også nutidig europæisk politik. Valget af et ungt og totalt ukendt medlem af Europa-Parlamentet, Valérie Hayer, som spidskandidat for Renaissance har vist sig fatalt. En fejlcasting, som hverken Macrons egen eller ganske populære premierminister Attals hyperaktivitet de seneste uger har kunnet kompensere for. Samtidig er det trods stædige forsøg mislykkedes for præsidenten at gøre Ukraine-krigen og sikkerhedspolitik generelt til valgets hovedtema. Ingen gider høre om krigen Det var naturligvis ikke kun af valgtaktiske hensyn, at Macron i marts pludselig sprang ud som Vestens største høg i forholdet til Rusland. Erkendelsen af, at man ikke kan forhandle med Vladimir Putin, og at hans regime truer hele Europa, er givetvis reel. Men præsidenten håbede samtidig som en sidegevinst at kunne trække Marine Le Pen offside og udstille hendes indtil for nylig nære forhold til den russiske præsident. Den højrenationale leder har svaret igen med beskyldninger om krigsliderlighed, der tilsyneladende vinder gehør hos mange franskmænd. Imens har hendes unge højre hånd og spidskandidat, Jordan Bardella, effektivt placeret emner som modstand mod migration og faldende købekraft centralt i debatten. En kampagnestrategi, som – i hvert fald ifølge meningsmålingerne – vil give pote i form af et historisk godt resultat. Samt en modsvarende katastrofe for regeringspartierne, der ligner begyndelsen til enden på den såkaldte »macronisme«. Emmanuel Macrons storpolitiske karriere begyndte i 2016 som et stjerneskud på en klar himmel. Vil den brænde ud lige så pludseligt og ovenikøbet tre år før tiden? »Très bien,« lød præsidentens kommentar, ifølge Le Monde, da han for nogle dage siden blev præsenteret for valgfolderne uden hans portræt. Det var næppe ærlig ment. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/vaelgerne-bliver-rasende-naar-de-faar-oeje-paa-ham-der-tre-aar-som